Nyhedsarkiv:
De største talenter kommer ikke altid først
Miljøet er vigtigere end målstregen i Talent Billund, hvor kulturen nu bringes sammen med idrætten.
Sammen om at ville - så enkelt kan filosofien bag Talent Billund beskrives. Det banebrydende samarbejde mellem Billund Kommune og Ole Kirk’s Fond er nu gået ind i sit tredje projektår, og med inddragelsen af kulturen folder grundtanken bag samarbejdet sig for alvor ud. Hos Talent Billund er ”talent” ikke noget for de få, men kompetencer, alle børn og unge kan udvikle i meningsfyldte miljøer. Vigtigst er det, at den enkelte har viljen til at dygtiggøre sig og interessen for at bidrage til et fællesskab.
To verdener mødes
Siden sommeren 2018 har Talent Billund samarbejdet med kommunens idrætsforeninger og udøvere om et ekstra træningstilbud for de børn og unge, som vil lidt mere med deres idræt. Nu kobles Billund Kulturskole på Talent Billund, så det bedste fra begge verdener kan skabe endnu bedre børne- og unge-miljøer i Billund Kommune. Fra august til december er Talent Billund sammen med Kulturskolen en del af et udviklingsprojekt under Trekantområdets Akademi for Kulturtalenter, hvor der er bevilget midler til at afsøge, hvad kulturen og idrætten kan lære af hinanden. Og ifølge kulturskoleleder Per Weile Bak har forløbet haft en fornem start. ”Projektet blev kickstartet med en sparringsdag for alle undervisere på Kulturskolen, hvor de blev indført i teorier og metoder fra idrættens verden”, fortæller han og fortsætter, ”Jo længere vi kom ind i tankerne bag Talent Billund, jo mere kunne vi med kulturbaggrund identificere os dermed”.
Møder på tværs
Allerede nu er Kulturskolens talentlinje koblet på Talent Billund, og om ganske kort tid kommer turen til billedkunst- og ballet-afdelingerne. Der arbejdes blandt andet med målsætninger, planlægning, genopladning og motivation – emner, som nok er kendte i idrættens verden, men som i virkeligheden er relevante for alle unge. Kulturel leder hos Talent Billund, Jacob V. Pedersen, er meget begejstret for det nye samarbejde med kulturens aktører. – ”Vi har allerede haft gode erfaringer med at bringe udøvere fra forskellige idrætsgrene sammen. Det er med til at fjerne noget af det pres, som der kan ligge på den enkelte i at sammenligne sig med sine holdkammerater, siger han og fortsætter, ”Når man mødes på tværs, er alle lige, og det er motiverende at være sammen med andre, der brænder lige så meget for deres interesse. Ved at få kulturen med, belyser vi endnu flere aspekter af både motivation og miljøskabelse, og jeg er sikker på, at vi i idrættens verden også har meget at lære af kulturen”, siger han.
Mere end præstation
Alle aktører i Talent Billund-samarbejdet håber på en permanentgørelse af projektet, hvilket ifølge Per Weile Bak har en særlig pointe. ”Vi kender ikke til andre steder i landet, hvor man på samme måde har knyttet idræt og kultur sammen med udgangspunkt i motivation og miljøskabelse. Alle i projektet er overbevist om, at Talent Billunds positive og anerkendende tilgang til udøverne, uanset om de kommer fra idrættens eller kulturens verden, kan være med til at skabe ikke blot dygtige udøvere men hele mennesker”, slutter han.
Skulle I have yderligere spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte kulturskoleleder Per Weile Bak på telefon 3012 5632, mail: pwb [at] billund.dk, eller kulturel leder, Talent Billund Jacob V. Pedersen på tlf. 2539 3046, mail: jacobvinholt [at] gmail.com.
Af Jacob Pedersen, 10/09/2020